• Lærke Thømming

SKRÆK OG ADVARSEL - men virker det? / hvad gør jeg når jeg havner i et sort hul?


Hej venner,

Idag er jeg løbet ind i et emne som jeg fik lyst til at skrive et par om.

Jeg har nemlig selv oplevet læger og sygeplejersker som fortæller gang på gang på gang om alle de mange følge sygdomme som kommer med diabetes, og om hvor slemt det kan gå og om at man kan dø i sidste ende. MEN VIRKER SKRÆK OG ADVARSEL??

neeeeej.... Deeeeeet tror jeg ikke det gør.

Det er korrekt at vi selfølgelig skal være oplyste omkring hvad høje og lave blodsukre rent faktuelt kan gøre ved vores livs kvalitet og krop, men det der med at nævne det gang på gang på gang til skræk og advarsel når tingene engang ind i mellem (eller heletiden) løber af sporet -og det går knapt så godt med ens diabetes.. det tror jeg faktisk ikke føre noget positivt med sig. Hvis man allerede er nede i hvad jeg vil kalde et sort hul - det sådan jeg beskriver dårlige perioder. Så ved man godt allerede hvad konsekvenserne er, og hvis man vidste hvordan man kunne leve anderledes med sin diabetes på en måde man selv vil kunne leve med resten af sit liv, så havde man da gjort det for længe siden. Det er ikke fordi man mangler information om hvor forfærdeligt det kan være, og hvis man bliver ved at høre "advarsler" igen og igen så ryger man bare dybere og dybere ned i det sorte huld.

ISTEDET! SKAL MAN FEJRE! ALLE DE SMÅ TING SOM DU HAR SEJRET IDAG!

EXAMPLE! : Idag tog jeg mit blodsukker 1 gang, FEDT DET SÅ GODT! igår tog jeg det slet ikke.

eller, jeg har ikke taget min langsomvirkende/basal i en uge! MEN JEG HUSKEDE DET IMORGES!! HVOR ER DET GODT !! Den eneste måde at hive sig selv op af hullet på er at fejre de små skridt. Det er nemlig ikke nemt og det tager lang tid at komme tilbage på rette spor :) Det gjorde det ihvertfald for mig! og hvis jeg fx havde taget min basal/langsomtvirkende 2 gange på en uge, frem for ugen før hvor det var 0 gange på en uge, så følte jeg stadig at der blev fokuseret på de 5 dage jeg ikke havde taget min insulin.

For mig er diabetes 80% psykisk. og 20% medicinsk. JEG VED GODT HVAD DER SKAL TIL RENT MEDICINSK! men det er en kamp! og den skal jeg være villig psykisk til at tag op hver dag.

Jeg har ikke problemet med accept som alle evigt og altid snakker om. Jeg ved godt jeg har diabetes, jeg kan slet ikke huske inden, min krop er sådan her, jeg tror slet ikke på de finder kuren inden jeg er gammel og long gone, men det gør det ikke nemmere fra dag til dag, der vil altid være udfordringer og det vil altid være død hamrende irriterende at have diabetes når alle de andre ikke har. og det er bare HELT OKAY at sys at det er møg hamrende død irriterende :-) ! Det betyder ikke at man ikke har accepteret at man har diabetes, Det sys jeg ihvertfald ikke! Jeg tror ikke man kan skræmmes os til at acceptere diabetes, man kan ikke skræmmes til at være mindre bange for diabetes. Man kan ikke skræmmes ud af hvad end ens problem er med ens diabetes.

Hver dag tager jeg et nyt skridt i den rigtige retning, og jeg fejre det med mig selv hver dag :-) og mine nærmeste når de forstår mig. og endnu bedre! jeg har JER at fejre og dele med !

STORT KNUS TIL ALLE SOM KENDER TIL DE SORTE HULLER !